09.03.2017

Alle må bidrage til at sikre dansk indhold

Kulturminister Mette Bock har netop nedsat et udvalg, der skal se på den fremtidige finansiering af dansk, digital indholdsproduktion. Kunstnere og producenter i regi af Copydan Verdens TV, mener, at alle virksomheder, som laver forretning på dansk indhold, bør betale for det, og hilser det nye udvalg velkommen.

Dansk tv-indhold er populært. Både blandt kulturpolitikere på Christiansborg, og hjemme hos danskerne, hvor de mest sete tv-kanaler er danske. Men nye muligheder for at se tv-indhold via udenlandske streamingtjenester og apps, ændrer danskernes brugsvaner, og gør det vigtigere end nogensinde, at finansieringen af nyt dansk indhold følger med udviklingen.

”Vi, og de kunstnere og producenter, vi repræsenterer, vil med interesse følge udvalgets anbefalinger til, hvordan vi får de store internationale medieudbydere til at bidrage til finansieringen af dansk indhold. Det er afgørende, at alle virksomheder, som laver forretning på dansk indhold, betaler for det”, siger Jacob Graff Hedebrink, adm. direktør i Copydan Verdens TV.

Vigtigt at sikre dansk kultur og kreative brancher

Det er vigtigt for kunstnere og producenter, at der hurtigt findes nye løsninger. For mens de traditionelle tv-distributører betaler for at videredistribuere tv-kanaler til deres kunder, så bidrager de udenlandske aktører som Google, YouTube og Netflix kun marginalt, som reglerne er nu. Det skaber ulige vilkår og vil på sigt svække dansk kultur og indholdsproduktion, mener Jacob Graff Hedebrink:
”Danskproduceret indhold som tv, musik, film og nyheder er en afgørende faktor for opretholdelsen af dansk kultur og sprog. Og det forudsætter en lovgivning, som understøtter kunstnerne og de kreative brancher. Problemstillingen med de såkaldte ”free riders” er kendt i mange europæiske lande, og skal også løses på EU-plan. Men indtil da bør Danmark gå forrest i at finde en ordning, så vi også fremover kan producere dansk indhold af høj kvalitet”.

For mere information kontakt:

Jacob Graff Hedebrink, adm. direktør for Copydan Verdens TV

Tlf. 28596252 eller mail: jah@copydan.dk