Mest populære nabolandskanaler

Hvad enten du er til dokumentar, natur, krimi eller drama - så finder du det ikke bedre, end på nabolandskanalerne. Her er et udpluk af nogle af de mest populære svenske, norske og tyske kanaler.      
                   


SVT1 – Forførende svensk kvalitet
Fra den anden side af sundet giver SVT1 os tv-programmer, der spænder fra originalt og nyskabende tv til rendyrket kvalitetsunderholdning og krimier, der samler familien foran fjernsynet. Vi føler vi kender dem – svenskerne – og misunder dem, håner dem og elsker dem for deres præstationer og kvalitet inden for film, teater, litteratur, og alt det andet, man som lillebror ser op til.


SVT2 – Kunst for de kræsne
SVT2 byder mildt sagt på et sandt bombardement af film, musik og teaterkunst af uforskammet høj kvalitet. Her handler det bare om at læne sig tilbage i den bløde stol og lade sig forkæle med det bedste af det bedste – længere er den ikke!


NRK1 – Bjergtagende oplevelser 
I Norge har de det hele: Natur, kultur, historie og stolthed, der smitter. NRK1 øser ud af den norske overflod, og du kan lappe det i dig, som var du der selv. Norge er et land uden jantelov og et land, der stadig opfinder nye nationale ord, mens vi andre importerer de engelske. Du kan lære dine norske naboer bedre at kende på NRK1.


ARD – Når kun det bedste er godt nok
”Qualität” er et ord, der nærmest klæber sig til Tyskland. Ingen kan som tyskere lave ting, der bare er i orden – og ARD er ingen undtagelse. Her får du nogle af de flotteste og mest krævende tv-programmer i Europa. Du får stof til eftertanke når vigtige emner tages op i debatprogrammer og spændende dokumentarer, og du bliver opdateret med det sidste i en af dagens mange nyhedsudsendelser.


ZDF – Stor, større, ZDF
Der bliver malet med de store pensler hos ZDF. Her finder du simpelthen et overflødighedshorn af fantastiske tv-produktioner, der kan tage pusten fra selv den sippede seer. Die Gustloff, Die Wölfe, Die Deutschen og Krieg und Frieden er bare et udpluk af ZDF’s enorme produktions-katalog – for ikke at tale om Terra X, der tager dig med tilbage i historien og blander film med den nyeste computerteknologi for at skabe de mest autentiske stemninger.


TV4 Sverige – En uudtømmelig skattekiste
Som Sveriges største kommercielle tv-kanal, skal TV4 hver dag leve op til egne ambitioner om at sende top-underholdning til det brede Sverige. Konkurrencen er hård, stationen vil være bedst, og de kan deres kram. Der er medrivende dokumentarer, fængslende krimier, aktuelle livsstilsprogrammer, musik, nyheder, miljø, sundhed, politik, natur og kultur – you name it!


TV2 Norge – Fingeren på pulsen
TV2 er Norges største kommercielle tv-kanal, og de vil måles på succes. Nordmændene bruger ca. 30 % af deres tv-tid på TV2, og det stiller konstante krav til fornyelse og kræver mere end en enkelt finger på pulsen. Du får spillefilm, underholdning, masser af serier og dokumentar. Det er her, de store shows bliver skudt af, og det er her, der satses for at komme så tæt på seerne som muligt.


SVT Barnkanalen: Det bedste til børn
Intet slår svensk børne-tv. Vores naboers sans for at fortælle historier i et sprog, der fanger barnlige sjæle i alle aldre, er både enestående og misundelsesværdig. Svensk børne-tv er i øjenhøjde med sit publikum. Se Barnkanalen med dine børn og få det svenske sprog ind under huden.


ARTE – Indblik i kunstens verden
ARTE har taget skridtet hele vejen ind i den digitale tidsalder. Kanalen leverer kultur på nettet, såvel som på tv. Og som noget helt enestående, sender ARTE fra to lande, Tyskland og Frankrig – og derfor på begge sprog. Her får du serveret ny musik, teater og kunst i alle afskygninger. Det er den udforskende og den undersøgende kanal, der sætter spot på mennesker fra forskellige kulturer og på samfund og politik.


RTL – Spænding til bristepunktet
Vil du have hæsblæsende tv, har du stillet ind på den helt rigtige kanal. RTL bruger ikke bremsen. De leverer kulørt og grænseoverskridende tv så langt øjet rækker. Det er reality-shows, serier, film og quizzer; Der er plastikoperationer og modeldrømme; Der er kendte bag facaden og over dynen; Der er muskelbundter og metromænd og masser af makeup. RTL går helt til grænsen og gerne over – hvis du vil med!


SVT Kunskapskanalen: Bliv klogere
Tænk at reservere en hel tv-kanal til programmer,man bliver klogere af. Det gør Kunskapskanalen. Her får du lov til at fordybe dig i videnskab, ny forskning, epokegørende idéer, eksperimenter og mysterier inden for sundhed, miljø, astronomi, historie, fysik og alt hvad hjertet begærer.


PRO7 – Film i særklasse
Vindere og tabere, stjerner og stakler. Her er noget for enhver, når PRO7 sender underholdning på alle parametre. Tv-film, komedieserier og reality. Kanalen kræver ikke andet, end at du læner dig tilbage og lader dig underholde. Det er afslapning for seerne og hårdt arbejde for en kanal, der kan bryste sig af at være en af de mest populære – og har du ikke tid til at gå i biografen, kan du altid finde en film på PRO7.


3SAT – Smæk for skillingen
Videnskab, litteratur, dokumentar og musik. Teater, kunst og litteratur. 3SAT har forventninger til seernes intelligens – og du får smæk for skillingen.


NDR – Kom tættere på
Nordtyskland og Danmark hænger sammen på landkortet – men også politisk, økonomisk og kulturelt. Det nordtyske NDR følger udviklingen i deres nyheds- og dokumentarudsendelser. Der er debatter, som er berygtede fore deres skænderier og hårdtslående stil, og koncerter, der bringer dig tættere på himlen.


RTL2 – Leverer varen og mere til
Stjerner, reality, sitcoms og reportager – serie, film og flotte biler. Der er masser af fryd for øjet på RTL2, og du er inviteret med på en kigger. Der er krimier, livsstil, mad og musik. Den tyske kanal leverer varen og mere til.


Sat1 – Underholdende tv
Sport, romantik, livsstilsmagasiner, comedy og serier, SAT1 er alt det, man drømmer om at underholdende tv skal være.


VIVA – Nyt fra den internationale scene
Vil du have adgang til alt det nyeste fra den internationale scene, så har du zappet over på den helt rigtige kanal. Alternativ musik, undergrund og avantgarde. Hitlister fra Tyskland, England, øvrige Europa og USA. Skulle der ellers være noget?