Hvorfor se tv fra vores nabolande?

Nabolandskanalerne er unikke programmer med store budgetter og kreative hjerner bag. Det er tv, der gør os klogere på livet omkring os. Det er tv, der stimulerer vores sprogsans. Og så er det tv, der ikke findes andre steder end her.

Der er sket en del siden tv-monopolet blev brudt i 1988. Vi har ikke længere bare en, to eller tre tv-kanaler, men derimod et sandt overflødighedshorn af både danske og udenlandske tv-kanaler. I dag er der noget for enhver smag – ikke mindst på de svenske, norske og tyske nabolandskanaler.

Den hurtigste vej over grænsen til vores naboer
Nabolandskanalerne er med til at sikre alsidighed i en tv-verden, som i høj grad er præget af engelske og amerikanske programmer. De giver os et indblik i det liv, der leves lige uden for Danmarks grænser. Det er selvfølgelig positivt, at den globale verden er kommet tættere på, men vi må ikke glemme at følge med i, hvad der sker i vores egen baghave.

Vi er beslægtede med vores nærmeste naboer, og vores historie, samfund og økonomi er tæt forbundne. Tyskland er f.eks. Danmarks største samhandelspartner, og politik og miljødebat i både Sverige og Norge kan hurtigt få betydning for det danske samfund.  Nabolandskanalerne er den hurtigste vej over grænsen til vores naboer. Programmerne er relevante for os danskere og stort set umulige at finde andre steder end her.

Kvalitetsprogrammer i verdensklasse
Underholdningsværdien på nabolandskanalerne er unik. Her finder man imponerende dokumentarer om alt fra Anden Verdenskrig til atomkatastrofer. Man finder filmatiseringer af internationale bestsellere med gigantiske budgetter bag. Kulturprogrammer om bøger, mediekultur og scene sendes side om side med skarpe nyhedsopdateringer og debatprogrammer. Naturprogrammerne bringer os helt tæt på billedskønne afkroge, og børneprogrammerne - de får selv de voksne til at finde smilet frem.

Danske undertekster sikrer forståelsen
De fleste danskere bosat i de østlige egne har let ved at forstå svensk, mens mange danskere i Sønderjylland har nemmere ved at forstå tysk. Men nu er det blevet nemmere at følge med. Hver uge sendes en perlerække af udvalgte kvalitetsprogrammer på SVT1, SVT2, ARD, ZDF og NRK1 med danske tekster.

Du kan naturligvis også få en række nabolandskanaler i HD-versioner med fremragende billedkvalitet, der er 5 gange mere detaljeret end almindelige digitale tv-billeder.

Hvorfor se tv fra vores nabolande? Fordi du ikke finder bedre tv, end her.